Dansk: Færøerne (færøsk: Føroyar) er en gruppe på 18 øer af vulkansk oprindelse i den nordlige del af Atlanterhavet mellem Storbritannien, Island og Norge.[3]

Den første bosættelse på øerne fandt sted, da irske munke omkring år 625 slog sig ned og levede som eneboere på øerne.[4] De gav sandsynligvis øerne deres navn. Øernes egentlige befolkning stammer fra en blanding af keltiske og norske bosættere. De norske bosættere slog sig ned på øerne i tiden efter år 850,[5] som kaldes landnamtiden. I dag er 17 af de 18 øer beboede.

Befolkningen betegnes som færinger, og befolkningstallet var 50.844 (1. maj 2018), hvoraf cirka 21.000 bor i Tórshavn kommune.[6] Færingerne taler færøsk – et vestnordisk sprog, som er nært beslægtet med islandsk, og som ligesom islandsk stammer fra det gamle nordiske sprog, norrønt. Færøsk er det mindste nationalsprog blandt de germanske sprog. Foruden færøsk er dansk også officielt sprog, men det bruges ikke af færingerne som dagligt talesprog.

Færøerne er en delvis selvstyrende del af Rigsfællesskabet ifølge Lov om Færøernes Hjemmestyre fra 1948[7] og Overtagelsesloven fra 2005,[8] og udøver det parlamentariske selvstyre i et af verdens ældste parlamenter, Lagtinget. Øerne vælger to repræsentanter til det danske Folketing, og de har valgt ikke at være medlem af EU. Administrativt er øerne opdelt i 6 sysler og 30 kommuner.

Øernes klima er præget af deres beliggenhed i Golfstrømmen, der medvirker til at give milde vintre og kølige somre.[9] Skydannelser omkring de høje fjelde og tåge er hyppigt forekommende. Fiskeri og lakseopdræt er hovederhverv på øerne, mens fåreavlen, der frem til 1800-tallet var hovederhvervet, nu har ringe kommerciel betydning, omend den stadigvæk har stor kulturel og social betydning. Fangst af flokke af grindehvaler, hvor selve slagtningen sker på særlig godkendte strande ved fjorde eller vige på øerne, som er særlig velegnede, er en særlig færøsk specialitet, men møder megen modstand fra hvalaktivister fra andre lande.